 |
 |

Glumsøløbet 2005Nyheder leveret af Glumsø Ugeblad & Fuglebjerg Posten
09/05-2005
Glumsøløbet løber af stablen igen søndag d. 22. maj. Det er samme dag som København Maraton har valgt at lægge deres løb. Til gengæld er der ikke andre løb på Sjælland samme weekend. I år er det officielt Glumsø Idræts Venner, der arrangerer løbet. Efter nedlæggelsen af Glumsø I.F. har ’Vennerne’ valgt at arrangere løbet i år. Om det fortsætter afhænger meget af interessen, både fra løberne og fra de personer, der står for tilrettelæggelsen. Glumsøløbet er ikke et arrangement, der giver overskud, d.v.s. at det ikke er helt i tråd med G.I.V.’s formål, som er at støtte ungdomsarbejdet i 4 foreninger i Glumsø. Men der er ikke meget hjælp at dele ud af fra underskudsarrangementer. Alligevel vil vi godt prøve at videreføre dette løb, der har været afviklet i mere end 25 år. I Glumsøløbet er der igen i år to ruter, en lang rute på 8,2 km., og en kortere på 5,8 km. Begge ruter går rundt om søen. I 2003 blev 8,2 km.-ruten ændret for at undgå at løberne skulle få våde fødder på ruten rundt om motorbanen. Der var mange positive reaktioner fra 8,2 km.-løberne efter ændringen forrige år, som ikke berørte den korte rute. Alle løbere følges ad stierne over Sorøvej og Nyvej til stien rundt om søen. Også rundt om søen følges løberne indtil man har passeret rensningsanlægget. Herfra løber 5,8 km.-løberne videre igennem Anlægget, mens 8,2 km.-løberne fortsætter til Nødholmsvej ad vejen fra rensningsanlægget. Ved Nødholmsvej løbes til højre, og vejen følges til man igen rammer stien rundt om søen. Der løbes ind på stien igen, og stien følges forbi det nedlagte savværk, altså modsat af ruten ud. Løberne samles igen ved stien ved Bavelsevej, men alle 5,8 km.-løbere har formentlig passeret på dette tidspunkt. 2004-udgaven af trimløbet havde deltagelse af 45 deltagere, formentlig forårsaget af stor konkurrence fra Stjernemaraton i Næstved, forhåbentlig kommer der mange flere i år. Sidste års pokalvindere var Bente Lauritsen fra Haslev og Allan Gade fra Slagelse, der begge vandt pokalerne til ejendom. I år er er ingen pokaler til løberne. Der har været talt om at få fremstillet nye pokaler, og Nordea har også været positive overfor dette. Vi har dog valgt at vente med evt. nye pokaler, indtil det ligger fast, om løbet kommer til at fortsætte, så der er grundlag for, at pokalerne kan ’vandre’. Det står dog fast at der bliver en eller anden form for ekstrapræmie til hurtigste kvinde og mand på den lange distance. Sponsorer: SuperBrugsen har som sædvanlig lovet at stille op med kolde sodavand til samtlige løbere. Hjemmeværnet er på plads, og der er posteret folk på alle poster, hvor løberne skal dreje eller passere veje. Der er farvestrålende diplomer til alle løbere, og man kan få tilsendt resultatlister. Glumsø I.V. takker sponsorer og hjælpere, og byder alle velkomne til Trimløbet 2005 søndag d. 22. maj kl. 10.

|
 |
 |